PsykNytt – siste nytt for psykisk helse-feltet

Den underliggende forestillingen om at psykologi avdekker stadig mer av virkeligheten, er en pseudovitenskapelig myte av grenseløse proporsjoner. Utfall som falsifiserer troen på «mer psykologi», blir sett på som en anomali.

En av psykologiens store pionerer Granville Stanley Hall (1923) mente at bakom den moderne epokes største problem lå psykologiske lover og strukturer som ventet på å bli avdekket. Bare vi får gode nok kunnskaper og metoder, vil utfordringene bli løst. Denne grunnleggende forestillingen eksisterer fremdeles i psykologiens selvforståelse. Økningen i behandling av psykiske lidelser i Norge i 2011 er for eksempel ikke bekymringsverdig, men uttrykk for en ønskelig utvikling som reflekterer bedre holdninger, ressurser og metoder som avdekker skjulte problemer i befolkningen, ifølge sentrale aktører i faget (Haug, 2011). Jeg gir i denne artikkelen en kort presentasjon av «kritisk psykologi», som har som uttalt prosjekt å pirke borti psykologiens grunnleggende antagelser, og diskuterer deretter noen sentrale utfordringer i kjølvannet av samtidspsykologiens utvikling de siste tiårene.

Jeg starter imidlertid med å drøfte «kritisk rasjonalisme» innenfor vitenskapsfilosofien. Et av de mest velkjente kapitlene fra vitenskapsteorien er den østerrikske filosofen Karl Poppers (1963/2007) behandling av skillet mellom vitenskap og pseudovitenskap. Popper hevder at verken Marx’ historiefilosofi, Freuds psykoanalyse eller Alfred Adlers individualpsykologi innehar samme vitenskapelige status som Newtons gravitasjonsteori eller Einsteins relativitetsteori. Problemet ligger paradoksalt nok i rekkevidden til disse sosiologiske og psykologiske teorienes forklaringskraft – de er tilsynelatende i stand til å verifisere alle potensielle hendelser innenfor deres anvendelsesområde, som gir dem karakter av å være myter.

Les mer her

Disclaimer: Bildene i PsykNytt er illustrasjonsfoto.

En ny kritisk historiografi er i de seneste tiår vokset frem, der fortæller psykologiens historie på en måde, der truer disciplinens status som kumulativ videnskab.

You know the difference between a real science and a pseudoscience? A real science recognizes and accepts its own past without feeling attacked.

Michel Foucault

Psykologiens historie kan fortælles på mange måder. Vanligvis berettes om hvordan kongerækken af videnskabelige personligheder og deres teorier har nærmet sig sandheden om det menneskelige sind og dets virkemåde. En klassisk tekst, der har sat standarden for denne traditionelle form for psykologihistorie, er E. G. Borings History of Experimental Psychology, der udkom første gang i 1929. Boring stadfæstede psykologiens officielle fødsel som selvstændig videnskab til 1879, hvor Wilhelm Wundt grundlagde det første psykologiske laboratorium i Leipzig. Tekster som Borings kan retrospektivt siges ikke blot at have berettet neutralt om en videnskabs indre udvikling, men at have givet psykologien en vis enhed og legitimitet, som ellers har været svær at opnå for den videnskabelige psykologi, der har været den notorisk unge videnskab, som altid har ventet – og fortsat venter – på sin Newton (for ikke at tale om sin Einstein eller Bohr). Centrale psykologihistoriske værker som Borings har dermed ikke blot kortlagt fortiden, men tillige søgt at forme fremtiden.

Boring ser psykologihistorien indefra, men selv hvis man fastholder det videnskabsinterne blik, kan det være vanskeligt at opretholde Borings forestilling om psykologiens historie som en stadig akkumulation af viden om det menneskelige sind. Psykologien har bestandig kæmpet med indre fragmentering og konkurrerende tilgange. Introspektionisme, behaviorisme, kognitivisme og socialkonstruktionisme er blot nogle af de overordnede perspektiver, som har spillet en rolle i psykologien.

Les mer her

Disclaimer: Bildene i PsykNytt er illustrasjonsfoto.